|
| | Det som vi ofte
bliver spurgt om
| | | Demokrati og ledelse | Hvorfor er I demokratiske i
jeres beslutningsprocesser?
Det er jo ikke en
nytestamentlig model. | | Et af de helt store og revolutionerende budskaber hos Jesus er, at alle mennesker er lige. Vi er lige meget værd, uanset race, religion og køn. Dette menneskesyn bekræftes pinsedag, hvor Guds Ånd ’udgydes over alle mennesker’ – og hvor både kvinder og mænd døbes i og fyldes af Guds Ånd. Fra det tidspunkt er det ikke forbeholdt nogle særligt indviede personer at kunne høre fra Gud. Den mulighed er åben for alle, der træder ind i den virkelighed.
Dette er udgangspunktet for et tilværelsessyn, der yder respekt overfor en hver, uanset race, uddannelse, køn, begavelse osv. – Hvor det kristne menneskesyn råder, bliver alle givet en røst og alle bør derfor have mulighed for at komme til orde. - Det er i al korthed årsagen til at vi vælger at bygge vores menighedsstruktur op på en demokratisk model, hvor alle har en stemme.
Det betyder, at alle i menigheden ved jævnlige menighedsmøder kan give sit besyv med, når noget skal drøftes. Alle kan mundtligt eller skriftligt give sin mening til kende. Alle kan fremkomme med visioner og tanker, som de har fået lagt på hjerte. For alle skal kunne høres.
| | | Ledelse
Det er en ledelses opgave at lytte nøje efter, når der på menighedsmøderne udtrykkes tanker og ideer af forskellig slags. Det er ledelsens opgave at tænke, bede, tale sammen og vurdere, hvad der har mere vægt og evt. mindre vægt i forhold til menighedens samlede mulighed for vækst og trivsel. På baggrund af disse overvejelser, er det ledelsens opgave at lede.
Ledelsen af menigheden – den ideologisk/åndelige såvel som den praktiske – foregår på de møder, vi kalder menighedsrådsmøder og som løbende finder sted for menighedsråd og ansatte.
| Bliver I ikke nemt en klike,
hvor I lukker jer om jeres
eget fællesskab? | | Når vi ofte bruger ordet ’fællesskab’ om den kristne familie og om en menighed, er det for det første et godt dansk ord, som alle forstår. Men når vi ser det i sin nytestamentlige sammenhæng udtrykker det mere end blot det at have noget til fælles. Her beskrives det kristne fællesskab som en krop, hvor hver enkelt er en aktiv legemsdel. En krop fungerer nøjagtig lige så langt som de enkelte lemmer er i stand til og villige til at koordinere deres bevægelser i forhold til hinanden. - Men kroppens opgaver er langt fra kun indad rettede. Det kristne fællesskabs opgaver ligger i høj grad uden for dets egne cirkler, i samfundet. Og derfor bør det ikke blive en klike.
| | | | | | Dåb | Hvilket dåbssyn og
hvilken dåbspraksis har I
i Strandvejskirken?
| | I de menigheder, der er tilsluttet Det Danske Missionsforbund – sådan som Strandvejskirken er det – har rummeligheden omkring vores dåbspraksis altid været stor.
Dåben er ikke i vores forståelse et frelsende sakramente, men først og fremmest en bekendelseshandling, et udtryk for troen på Kristus. Det eneste, der efter vores forståelse af Skriften, giver et menneske barnekår hos Gud er troen på Jesus Kristus.
Det lille barn fødes ikke – sådan som vi læser vores Bibel - ind i verden som en fortabt skabning, der må døbes for at blive frelst. Det fødes ganske vist med syndens anlæg i sig, således som hele menneskeslægten er inficeret af synd, men det fødes også under Kristi forsoningsværk, der rækker til for alle.
Normalt vil dåb i vores tradition derfor først finde stede, når man er parat til at bekræfte sin tro på Jesus Kristus.
Når dåb af børn fra tid til anden finder sted i Det Danske Missionsforbund, tillægges denne dåb ikke et frelsende element. Derimod læner man sig op ad den metodistiske tradition, der som troende familie med dåb af sine små børn bekender sig til at tilhøre Kristus – altså helt på linie med at drengebørnene i jødisk tradition blev omskåret som tegn på, at de tilhørte pagtsfolket.
Den almindelige dåbspraksis i Det Nye Testamente (NT) er dåb af voksne som en bekendelsesdåb. Det skyldes jo bl.a. at NT er skrevet inden for den første generation af kristne. For mange er dåb af voksne derfor den mest nytestamentlige dåbsform. - Et enkelt sted i NT tales der om en mand og hele hans hus, der bliver døbt. ApG. 16. Mange ser dette som begyndelsen på det, der vist nok relativt hurtigt blev den kristne praksis, nemlig dåb af børn.
Det vigtige for os, er ikke dåbens tidspunkt, men dens indhold. Vi tror ikke på sakramenter som handlinger, der i sig selv har en frelsende kraft, men vi er – i respekt for de forskellige kirketraditioner – fleksible hvad angår tid og sted. Vi ønsker desuden at respektere en bredde på dette felt – og anerkende den, der gerne vil slå følge med os, og som hviler i den oplæring som vedkommende har fået i en anden tradition.
| | | | | | Nadver | Er nadveren for alle
eller kun for ’de
rettroende’? | | Et afgørende særpræg er, at nadveren i vores tradition anses for et måltid for den troende eller den, der ønsker at tro på Jesus Kristus. – Vi tænker os altså ikke, at man skal bruge altergangen som en handling, hvorigennem man kan opnå syndsforladelse blot ved at deltage. Tilgivelse for synd, såvel som barnekår hos Gud rækkes os gennem troen. Sakramenterne er i vores optik ydre handlinger, der symboliserer en indre virkelighed. Nadveren forstås som et styrkemåltid, der udtrykker den dybeste forening med Kristus, hvori jeg også bekræftes i mine synders forladelse i ham.
Tidligere har det været almindeligt, at børn ikke deltog i nadveren, men i de senere år, er der vokset en praksis frem, hvor børn sammen med deres forældre bliver inviteret med til at deltage
| |
|