|
Økonomi
NÅR MAN I DANMARK vælger en frikirke som sin kirkemodel, svarer det lidt til, at man vælger en friskole for sine børn. Det er et valg, der koster lidt mere i engagement og penge, end hvis man vælger en almindelig sognekirke.
I en frikirke er det medlemmernes og brugernes eget valg at stå udenfor den kirkeordning, der er forordnet – og dermed også støttet – af staten.
Derfor har en frikirke sin egen økonomi, som bestemmes år for år på kirkens årsmøde. Daglig drift, lønninger og kirkebygning er alt sammen på det budget, som en frikirkes medlemmer må blive enige om. Man betaler altså ikke kirkeskat eller et fast bidrag. Men de, der er tilsluttet kirken giver – regelmæssigt og efter evne – i forhold til de opgaver, som man i fællesskab er blevet enige om at påtage sig. Regnskaberne i en frikirke er åbne for alle, der er tilsluttet og man kan altid spørge ind til dem.
Selvom Strandvejskirken stort set udelukkende drives af frivillige gaver, er der ingen krav om at man skal betale et bestemt beløb for at komme i – eller blive medlem af – kirken. Penge kan betragtes som tid. Nogle kan give meget tid, men har ikke mange penge. Andre har penge at give, men ikke megen tid. Kunsten er at give efter evne – og ikke fordi det er et krav.
I Strandvejskirken undlader vi at sætte regler op for hinanden om, hvor meget og hvordan den enkelte skal yde til fællesskabet. Vi kender ikke til hverandres private forhold og forpligtelser – og ønsker frem for alt ikke at være et sted, man kun kan komme, hvis man har råd til det. - Men det er naturligvis nødvendigt, at alle – så vidt det er muligt – på en eller anden måde kaster sin del af ressourcer ind i fællesskabet. Det er det, der skaber en frikirkes daglige dynamik.
Når det gælder økonomien, er det for en del naturligt at leve efter det gamle og velafprøvede princip, at give tiende, dvs. 10 %. Andre styrer efter andre principper. - Hvis vi vælger at lade evangeliet vise vej, møder vi hurtigt den holdning til livet, at rig er den, der deler ud af sit liv, sin tid og sine penge. Fattig er den, der egoistisk holder fast på alt uden at ville dele. Det er i korthed, hvad Jesus underviser sine disciple om.
Det måske mest grundlæggende, som Jesus siger om disse ting, er, at jo mere vi giver og investerer og bruger os selv og vore ressourcer, des mere får vi igen. Hemmeligheden ved tilværelsen, siger Jesus, er at have åbne hænder. Giv meget, og du vil få meget. Giv lidt og du modtager kun lidt. Hold krampagtig fast på det, du mener, er dit, og dine omgivelser vil behandle dig på samme måde.
Dette handler om penge, men så sandelig også om meget andet. Det Jesus viser os, er en livsstil, hvor vi bliver forvaltere - modtagere og uddelere - af alle ting. Intet af det, vi kalder vores, er i virkeligheden vores. I det store billede er det Guds gaver, der er betroet os, for at vi skal forvalte dem bedst muligt.
|  | Hvis du ønsker at give en gave til kirkens arbejde, kan det gøres på nedenstående konto:
 Fredensborg Reg. nr. 6301 / Konto nr. 2005549 |
|
|